|
Valget i 1998
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen bed negle, den borgerlige spidskandidat, Venstres formand Uffe Ellemann Jensen, gemte sig på sit kontor næsten til midnat, mens Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard smilede bredt hele aftenen. Alle holdt vejret, mens resultaterne løb ind. 11. marts 1998 blev en af de mest dramatiske valgdage på Christiansborg nogensinde.
 Da landsresultatet var klart kort før kl. 24 stod regeringspartierne, Socialdemokratiet og de radikale, sammen med venstrefløjen til at få 88 mandater – og de borgerlige 87 mandater. Men der var lige jokeren tilbage; det ene mandat fra Færøerne blev afgørende. Med kun 176 personlige stemmer vandt den færøske socialdemokrat Jóannes Eidesgaard over lagmand Edmund Joensen fra Sambandspartiet, der traditionelt har støttet de borgerlige. Det andet mandat gik til Folkeflokken, der støttede de borgerlige. På Grønland fordelte de to mandater sig med et til hver side i Folketinget. De borgerlige fik dermed 89 mandater, men Nyrup tog stikket hjem med 90 mandater.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen kunne lade sig hylde som overraskende vinder, efter at have været undertippet i meningsmålingerne gennem det meste af valgkampen. I dagene efter havde analyseinstitutterne tømmermænd, og forklaringerne var mange på, hvordan Poul Nyrup Rasmussen kunne snuppe sejren i den fantastiske slutspurt. "En sejr for fællesskabet" lød det fra en lettet og glad Nyrup.
Hos Det Radikale Venstre var der blandede følelser. Man fortsatte i regeringen, men gik tilbage med et mandat.
Skuffet Ellemann trækker sig
Derimod måtte en dybt skuffet Uffe Ellemann Jensen erkende nederlaget i det, der var et personligt nu-eller-aldrig valg om statsministerposten. Midt i hele virvaret af pressefolk var den farverige politiker også optaget af, at han hvert øjeblik kunne blive morfar.
Et par dage senere tog Ellemann Jensen konsekvensen af det skuffende valg. Han trak sig som formand for partiet og hans afløser blev Anders Fogh Rasmussen. Venstre satte til i landdistrikerne, men vandt i byerne og bevarede deres 42 mandater i Folketinget.
Valgkampen i marts 1998 blev kort – ligesom i år, og temaerne var bl.a. efterløn, lejeværdi, børnefamilier, folkeskolen, flygtninge og sygehusene. Den blev præget og til tider overskygget af opgøret mellem de to statsministerkandidater Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann Jensen. Det meget personfikserede valg blev beskrevet som "en amerikansk showpræget præsidentvalgkamp". Valgdebatterne mellem de to politikere var ophedede og dramatiske.
I valgkampens slutspurt hev Socialdemokratiet en kanin op af hatten. Nyrup lovede at indføre en efterlønsgaranti, der ville sikre efterløn til alle, når de fyldte 60 år. Venstre kritiserede Nyrup for at præsentere en garanti, der ikke var noget værd, da kommende regeringer ikke var bundet af garantien.
Dansk Folkeparti stormer ind
Valgets anden sejrherre skulle man dog finde yderst på højrefløjen. Dansk Folkeparti, der stillede op for første gang, stormede ind i Folketinget med 13 mandater. Formand Pia Kjærsgaard var gået til valg på en strammere flygtninge- og indvandrerpolitik, hårdere straffe og Danmark ud af EU.
 Fremgangen skete på bekostning af Fremskridtspartiet, som Pia Kjærsgaard forlod efter stor uenighed i 1995. De mistede syv af 11 mandater og blev kun reddet på grund af Kirsten Jacobsens næsten 30.000 personlige stemmer.
Blandt de andre borgerlige partier var der både glæde og skuffelse. CD gik frem med tre mandater, Kristeligt Folkeparti klarede lige spærregrænsen. Men de konservative havde et katastrofevalg og mistede 11 af sine 27 mandater.
Formand Per Stig Møller formåede ikke at trænge igennem til vælgerne og mistede endda sit eget kredsmandat og kun et tillægsmandat sikrede hans plads i Folketinget. Partiet havde da også gennemgået megen tumult og indre splittelse oven på tidligere formand Hans Engells spritkørsel. Ugen efter valget opgav Per Stig Møller posten som politisk leder, selvom han fortsatte som formand.
På venstrefløjen var valget uden den store dramatik. SF bevarede sine 13 mandater, mens Enhedslisten gik en tilbage til fem mandater.
Kilder: Hvem Hvad Hvor 1999, Politiken, Ritzaus Bureau |